Velkommen til Børnehuset Østgården
Børnehuset Østgården er et integreret dagtilbud for børn i alderen 0-6 år. Hos os lægger vi stor vægt på at skabe trygge, nærværende og udviklende rammer, hvor børn trives, leger, lærer og indgår i meningsfulde fællesskaber.
I vuggestuen har vi plads til 24 børn fordelt på to grupper. Larverne er de yngste børn i alderen ca. 6 måneder til 1 år og 8 måneder, mens Sommerfuglene er de ældste vuggestuebørn i alderen ca. 1 år og 8 måneder til 3 år. Vi arbejder med at skabe en tryg hverdag, hvor omsorg, nærvær og barnets tidlige udvikling er i centrum.
Når børnene bliver en del af børnehaven, møder de nye muligheder for leg, læring og fællesskab. Børnehaven har plads til 30 børn fordelt på to grupper Oasen og Savanen. Her understøtter vi børnenes nysgerrighed, selvstændighed og sociale kompetencer gennem legende læringsmiljøer, hvor børnene oplever at være en betydningsfuld del af fællesskabet.
I Østgården møder børn og familier engagerede medarbejdere, der arbejder ud fra et anerkendende og inkluderende børnesyn. Vi ser samarbejdet med forældrene som en vigtig forudsætning for barnets trivsel, udvikling og læring, og vi prioriterer derfor en åben og tillidsfuld dialog i hverdagen.
Vi glæder os til at byde jer velkommen i Børnehuset Østgården. Sammen skaber vi de bedste betingelser for børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse.